Billig sminke på grim spareøvelse

Forligspartierne bag reformen af førtidspension og fleksjob er kommet med et udspil om bedre ressourceforløb. Det er bare billig sminke på en grim spareøvelse. Loven skal ændres, hvis man vil sikre syge borgere en værdig behandling. Men det har S og SF opgivet, de har bøjet sig for Venstres veto. Her er min pressemeddelelse.

- Forligspartiernes udspil om bedre ressourceforløb er bare mere af det samme. Ministeren har allerede udsendt utallige anbefalinger om det gode ressourceforløb. Det har ikke hjulpet et hak. Det har ikke forhindret kommunerne i – ofte imod lægelige advarsler - at tvinge alvorligt syge borgere ud i ligegyldige eller skadelige forløb, bare for at undgå at give dem førtidspension.

- Mette Frederiksen har sagt, at der skal sættes en stopper for sengepraktik. Det bliver der ikke med det udspil, de har skrevet under på her. Det kræver nemlig at loven bliver lavet om, men det tør hun åbenbart ikke stå fast på. S og SF har underkastet sig Venstres veto imod lovændringer. Det er simpelt hen for slapt.

- Reformen af førtidspension/fleksjob er og bliver en spareøvelse. Det bliver endnu værre af, at flertallet på Christiansborg holder kommunerne i et økonomisk jerngreb, som tvinger dem til at spare på "dyre" ydelser som førtidspension og revalidering. Hvis man vil sikre alvorligt syge borgere en værdig behandling, så skal loven laves om. 3F og Dansk Magisterforening foreslår valgfrihed mellem førtidspension, ressourceforløb og minifleksjob, hvis arbejdsevnen er mindre end 10 timer. Det bør S og SF bakke op.

Forligspartiernes udspil om bedre ressourceforløb