Neergaard fortsætter felttog mod syge

Enhedslisten kritiserer skarpt, at Finansloven medfører en ny forringelse for sygemeldte dagpengemodtagere. Nu kan de ikke længere spare op til ferie. Nyt skridt til udhuling af trygheden for lønmodtagerne, siger Finn Sørensen.

- Intet er åbenbart for småt for Beskæftigelsesministeren, når det gælder om at forringe lønmodtagernes vilkår ved sygdom. Finanslovsaftalen 2017 betyder, at sygedagpengemodtagere ikke længere opsparer ret til feriedagpenge. Den må de så bare betale selv, oven i den lønnedgang de har haft, evt. i et langvarigt sydomsforløb. Det er simpelt hen for galt.

- Jeg har stillet en masse spørgsmål for at henlede opmærksomheden på det, og for at få ministeren til at forklare, hvorfor. Svaret er helt til hest. Ministeren mener, at det er retfærdigt, fordi sygemeldte, der ikke er A-kasseforsikrede, heller ikke optjener ret til feriedagpenge. Harmonisering nedad, det er åbenbart det eneste han kan finde ud af.

- Med finanslovsaftalen bliver der taget endnu et skridt til at undergrave A-kassesystemet. Ret til feriedagpenge ved sygdom, er jo en af de fordele, der er ved at forsikre sig, men nu ryger den – og dermed mister fagbevægelsen endnu et argument for at melde sig i A-kasse. Det passer desværre alt for godt ind i billedet af en regering med støttepartier, herunder DF, der har det som fast målsætning at udhule trygheden for lønmodtagerne, hvilket kun kan svække os over for arbejdsgiverne.