Regionsformænds dobbeltrolle skal kulegraves

EL vil have kulegravet regionsformænds dobbeltroller i udbud af de store sygehusbyggerier, og kalder en række ministre i samråd om sagen. Det sker på baggrund af DR´s afsløringer i 21 Søndag d. 25. september 2016. Og så skal vi have klarlagt, hvad det har kostet skatteyderne. Her er min pressemeddelelse. 

- Det kan ikke være rigtigt, at man både kan sidde som formand for en region, der sender et kæmpe sygehusbyggeri i udbud, og samtidig har poster i den pensionskasse, der får opgaven. Det ser ærlig talt skummelt ud, at man overhovedet kan være i tvivl om man er inhabil i den situation.

- Jeg vil straks kalde finansministeren, social- og indenrigsministeren og sundheds-ældreminsteren i samråd og stille en lang række skriftlige spørgsmål. Jeg vil have en fuldstændig redegørelse for sagen, og en nøje kortlægning af regionsformændenes dobbeltrolle, og jeg vil kræve svar på, hvad ministrene vil gøre, for at noget sådant ikke kan ske igen. Det kan for eks. være gennem en ændring af styrelsesloven.

- Men vi skal også have gravet langt dybere. For hvad har konsekvenserne været for skatteborgerne, rent økonomisk? Vi vil have kulegravet økonomien i disse projekter. Det er vores vurdering at den slags opp-samarbejder er en rigtig dårlig forretning for skatteyderne, og at pensionskasserne spinder guld på dem, så det skal helt frem i lyset, hvordan økonomien er i disse privatiseringsprojekter.

DR Nyheder om regionsformænds dobbeltrolle