Grundlovsdag 2016: Folkemagt mod pengemagt

Grundlovsdag 2016 holdt jeg tale ved det flotte arrangement i Ørestaden, som er arrangeret af lokale græsrødder. Alle partier var inviteret, og som bonus var der fed musik, solskin og god stemning. Tak for en god dag. Her er min tale:

Tusind tak for invitationen.

Det er dejligt at se, hvordan dette arrangement blomstrer år for år.

Det startede jo en regnvåd dag, hvor vi måtte springe op på ølkassen, og aflevere talen uden højttalere.

Det har jeg det ellers godt med. BT udnævnte mig sidste år til folketingets ølkassetaler, og det tog jeg som en kompliment, selvom det sikkert ikke var ment sådan.

Jeg mener, hvis en gammel bryggeriarbejder ikke skulle have lov til at holde en ølkassetale, så ved jeg ikke, hvem der har.

Men det er også godt at stå på sådan en fin scene, med et godt lydanlæg, og være sammen med masser af glade mennesker, der nyder solen. Så tak til arrangørerne for det.

Jeg vil nu slet ikke starte min tale her i Ørestaden.

Jeg vil starte den i Tårnby, hvor jeg var i går, nemlig til FDF´s Korsvejsmarked i Tårnby.

Her havde jeg en dejlig oplevelse, der sagde mig mere om demokrati og hvad der skal til for at demokratiet lever, end mange grundlovstaler.

Midt imellem loppemarkeder, hoppeborge og Frede Fups glade udgave af schlagere fra tresserne skulle jeg udføre et ærefuldt erhverv.

Jeg skulle stå for overrækkelsen af Enhedslisten Tårnby Dragørs solidaritetspris

Prisen gik til Venligboerne i Tårnby Dragør og til fodboldklubben AB United, som er startet af indvandrerpigen Ehan.

Venligboerne fik prisen for deres utrættelige arbejde med at byde flygtninge ordentligt velkommen og for at knytte personlige bånd mellem dem og alle os, der bor her i forvejen.

Den irakisk-kurdiske indvandrerpige Ifan kom til Danmark i en alder af 10 år. I dag er hun 21, og trommeslager i bandet Liga.

Men hun har også haft overskud til at starte fodboldklubben AB United, for indvandrerdrenge.

En god ide, der har stor opbakning fra forældrene, der ved, at hvis knægtene får gode vaner, fra de er små, så er der mindre chance for at komme i dårligt selskab, når de bliver større.

Samtidig kommer de ud og møder danske drenge, til glæde for begge parter – bortset fra, at AB United åbenbart er lidt for gode til at spille fodbold, de vandt deres første kamp 8 – 2!

Vi kan slet ikke overvurdere det arbejde, som Venligboerne og indvandrerpigen Ehan gør. Det har en kæmpe betydning for vores samfund og vores demokrati.

De skaber mødet mellem mennesker, og gennem det møde lære vi, at de fremmede er ikke farlige.

De har de samme håb og drømme som os andre. De ønsker at deres børn – også pigerne – får en uddannelse, hvad mange af dem jo rent faktisk gør.

Det store flertal af dem vil gerne være en del af det danske samfund, de er glade for det danske demokrati, for alle mennesker ønsker at have indflydelse og magt over deres eget liv – det er jo alt det, de blev nægtet i de lande de kommer fra.

Selvfølgelig kan vi ikke tage alverdens flygtninge, det siger sig selv. Der skal internationale løsninger til. Vi skal skrue op for udviklingsbistand, ikke ned.

Vi skal skrue op for fredelige løsningner, og sætte stop for køb af nye kampfly, som kun bliver brugt til at sende endnu flere på flugt.

Men de, der kommer, skal behandles som vi selv gerne ville behandles, hvis vi var i samme situation.

Og de, der får asyl, skal bydes velkommen, de skal hurtigst muligt inviteres inden for i det danske samfund og det danske demokrati.

Vi lære af fortidens fejl. Lad os da se mennesker som muligheder, i stedet for som problemer. Historien om Ehan viser jo netop hvilke ressourcer der gemmer sig.

Selvfølgelig er der udfordringer og problemer. Kulturelle forskelle har altid givet brydninger mellem mennesker. Og ja, der er hadprædikanter og ekstremistister, der modarbejder demokratiet, som bruger islam til at retfærdiggøre kvindeundertrykkelse, vold og terror. Det kan vi ikke tage stærk nok afstand fra.

Men det gør kun ondt værre, hvis det bliver påskud for at begrænse og beskære grundlæggende demokratiske rettigheder som ytringsfrihed og retssikkerhed.

Det er desværre, hvad regeringen og et bredt flertal af partier i folketinget er i gang med.

Det er ikke bare udemokratisk, det er direkte dumt. Så giver vi jo bare hadprædikanterne ret. Se, vil de sige til fredagsbønnen, der kan I selv se, Danmark vil ikke have jer muslimer, I skal ikke deltage i deres demokrati.

Det er ødelæggende for det store arbejde som Venligboerne og indvandrerpigen Ifan gør. Det er også ødelæggende for det store forebyggende arbejde, som udføres hver dag af socialarbejdere, lærere, politi og efterretningstjenester.

Vi har en lang tradition i Danmark for at bekæmpe udemokratiske holdninger og ytringer, ikke med forbud, men med argumenter. Lad os holde fast i det.

Man kan nu engang ikke beskytte demokratiet ved at indskrænke det.

Men der skal selvfølgelig mere til end argumenter, både i forhold til de mange, der kommer hertil, og de mange, som reagerer med vrede og frygt.

Social utryghed, arbejdsløshed, fattigdom, voksende ulighed og manglende viden om hvordan verden hænger sammen, er perfekt gødning for fordomme og for højreradikale kræfter. Det viser den europæiske historie med al tydelighed.

Det er som om vi ikke vil tage vil lære af det.

Det er som om, et stort flertal i folketinget er fast besluttet på at begå de samme fejl en gang til.

Gennem de sidste 15 år har skiftende regeringer skåret ned på velfærden, udhulet trygheden for lønmodtagerne når vi bliver arbejdsløse og syge, flyttet milliarder fra den fattigste tredjedel af befolkningen til de rigeste 10 pct.

Den siddende regering og dens parlamentariske grundlag er i fuld gang med at forstærke denne udvikling.

Det bidrager også til at undergrave demokratiet, undergrave troen på, at det nytter at tage del i det.

Demokratiet har mange forudsætninger.

Hvis det skal være et demokrati for de mange, også for de ufaglærte og deres børn, så skal man ikke skære i uddannelsesmulighederne, så skal man skrue op for dem.

Hvis man vil gavne integrationen, så skal man ikke bruge flygtninge og østarbejdere som gratis eller billig arbejdskraft. Der tværtimod brug for håndfaste garantier, for at udlændinge på det danske arbejdsmarked ikke fører til løntrykkeri og at de mange arbejdsløse vi har i forvejen, ikke kommer bag i køen.

Svaret er, at der skal skabes nye arbejdspladser ved investeringer i grøn omstilling, kollektiv trafik, alment boligbyggeri, og flere velfærdsjob – alt det, som regeringen spænder ben for. Klimaet skriger på grøn omstilling, samfundet skriger på fælles løsninger.

Hvis vi vil have de mange til at tage aktivt del i demokratiet, så skal vi lade være med at tvinge folk til at arbejde mere og længere, med det uundgåelige resultat, at endnu flere bliver slidt ned og stødt ud af arbejdsmarkedet, og færre har overskud til at forholde sig til politik.

Svaret er langt skrappere krav til arbejdsgiverne om at sikre et godt arbejdsmiljø.

Svaret er, at vi deler arbejde, med kortere arbejdstid i form af en 30 timers arbejdsuge er langt det mest effektive middel.

Det er ikke gratis, for lønmodtagerne skal selvfølgelig ikke betale med lønnedgang. Men det er en god investering, som vil skaffe flere i arbejde, nedbringe stress og nedslidning, skabe mere tid til omsorg og frivilligt arbejde og politisk aktivitet – det er alt sammen godt for demokratiet.

Vi skal også have mere lighed.

Det er ikke godt for demokratiet, at de 10 % rigeste ejer 70 % af formuerne, eller at den rigeste 1 % ejer 1/3.

Så meget magt skal ikke samles hos så få mennesker. Især ikke, når vi taler om den virkelige magt, den stærkeste magt i det samfundssystem vi har – pengenes magt.
Det er heller ikke godt for demokratiet, når mange af disse rige mennesker kan slippe afsted med at sende pengene i skattely. Herregud, den smule de skal betale i skat, er åbenbart for meget.

Lad os nu se i øjnene, at vi har et økonomiske system, der fremmer grådighed - men det undergraver også demokratiet.

Det er heller ikke godt for demokratiet, at et bredt flertal i folketinget i årevis har skåret skive for skive af vores selvbestemmelsesret, ved at overlade mere og mere magt til EU.

Dine og mine muligheder for at øve direkte indflydelse på de love og regler, der skal gælde her i landet, er kraftig beskåret.

Vi kan ikke længere selv bestemme, om vi vil forbyde skadelige stoffer i sutter og legetøj. Vi har ikke lov til at stille de samme krav til udenlandske virksomheder om gode løn og arbejdsvilkår, som til danske virksomheder. Vores finanslov skal til godkendelse i Bruxelles, før den bliver fremlagt for det danske folketing.

Heldigvis er et klart flertal af danskerne opmærksomme på det, og tak fordi I satte foden ned d. 3. december, og sagde nej til at afskaffe selvbestemmelsen over retspolitikken.

Men der er al mulig grund til at sove med støvlerne på. Ja-partierne giver ikke op så let.

Snart har vi resultatet af briternes afstemning. Hvis det bliver et nej, vil Enhedslisten bruge det til, med fornyet styrke, at rejse diskussionen om Danmarks forhold til EU og hvad det er for et Europa vi vil have.

Det skal ikke være bankernes, de multinationale selskabers og finanskapitalens Europa, det skal være folkenes Europa, men vejen dertil går altså ikke gennem EU, den går hen over EU.

Også i det spørgsmål gælder det, at hvis man vil gå hele vejen og skabe et ægte demokrati, der gælder for alle, så er man også nødt til at være socialist. På bundlinjen handler det jo om folkemagt over for pengemagt.

Efter en længere tur, der startede ved Korsvejsmarkedet, og som førte os rundt i verden og i det danske samfund, er jeg så endelig landet her i Ørestaden.

Men jeg spoler lige tilbage til begyndelsen, til Venligboerne og til indvandrerpigen Ifan.

I virkeligheden er de jo ikke særligt specielle.

De gør jo bare hvad hundredtusindvis af danskere mange generationer tilbage har gjort før os, og hvad hundredtusindvis gør den dag i dag.

Jeg tænker på de faglige tillidsfolk, som opbyggede fagforeningerne, og som hver dag organiserer deres kolleger til kamp for bedre løn og arbejdsvilkår.

Jeg tænker på de frivillige i idrætsklubber, på plejehjemmene, på de aktive forældre. Jeg tænker på – lad os nu ikke glemme dem – de alt for få, der bruger deres fritid på politisk arbejde.

De er alle sammen, ligesom Venligboerne og Ifan, mennesker, der tager sagen i egne hænder, som finder sammen med ligesindede, som sætter deres præg på samfundet.

Det gælder også aktivisterne her i Ørestaden, som har skabt dette flotte arrangement, fra neden, og med det knofedt der skal til.

Lad os for en stund glemme de alt for mange politikere, der prøver at lægge sten i vejen for demokratiet, og i stedet hylde alle de usynlige, alle dem der bærer og udvikler det – alle jer!

Tak for ordet.