Minister i samråd om skandaløs ældrepleje

Berlingske Tidende fortæller 10. april om to undersøgelser der viser, at sundhedsplejen for de svageste ældre er under al kritik. Enhedslisten er rystet, og kalder Sundheds- og ældreministeren i samråd, for at forklare, hvad hun vil gøre ved det.

Enhedslistens ældreordfører Finn Sørensen siger:

- Undersøgelserne fra Dansk Sygeplejeråd og Lægeforeningen er rystende læsning. Det er under al kritik, at vore ældre, svagelige medborgere bliver behandlet på den måde. Det er uanstændigt og uværdigt. Jeg vil derfor have ministeren i samråd for at forklare, hvad hun vil gøre ved det. Det er godt at ministeren er opmærksom på problemerne, og at hun i sine planer bl. a. vil tage højde for uddannelse af personalet, men Folketingets sundheds- og ældreudvalg skal inddrages, og det skal være nu og her, så vi kan være sikre på, at det bliver løsninger der virker.

- Vi kan desværre konstatere, at det "nære sundhedsvæsen" slet ikke lever op til skåltalerne. Men det går, som man kunne frygte. Det kan kun gå galt, når man laver en voldsom strukturændring, som kommunalreformen har været, samtidig med at skiftende regeringer lægger voldsomme sparekrav ned over kommunerne og presser hospitalerne til voldsomme effektiviseringer. Men uanset hvad årsagen er, så kan det ikke være rigtigt, at det skal gå ud over nogle af de svageste medborgere. Der skal ske noget, og det skal være nu!

- Enhedslisten har advaret imod denne udvikling utallige gange, og krævet minimumsbemandinger på aften- og nattevagter på plejehjemmene, bedre uddannelse af personalet, og fast tilknytning af det nødvendige sundhedsfaglige personale. Det skal også oprustes i den kommunale sygepleje i det hele taget. Jeg håber, at ministeren og et flertal i Folketinget på baggrund af de nye oplysninger, omsider er parat til at tage de nødvendige skridt.

Læs Berlingskes artikel her