Trepart: Is i maven, og stål i blikket

Politiken bringer i dag (5. feb. 2016) min kommentar til trepartsforhandlingerne, der starter torsdag d. 11. feb. Mit budskab er, at Lizette og co skal have is i maven, og stål i blikket, når de går ind igennem døren. Nu er det lønmodtagernes tur. Vi skal ikke selv betale for forbedringerne.

Is i maven, og stål i blikket – sådan skal Lizette og Co. går ind gennem døren. Uddannelsesindsatsen skal styrkes markant, så alle med kort eller ingen uddannelse bliver løftet. Det samme gælder arbejdsmiljøindsatsen, vi skal have stoppet nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet. Effektiv kamp mod social dumping, ræset mod bunden skal stoppes. Åbenlyse urimeligheder i pensionssystemet skal fjernes. Først og sidst: Der er skrigende behov for flere rigtige job til grøn omstilling og velfærd. Så sikrer vi samtidig, at den nødvendige integration af flygtninge ikke sker på bekostning af de mange arbejdsløse, vi har i forvejen.

Regeringen og arbejdsgiverne vil en anden vej. Udgifterne til integration skal væltes over på lønmodtagerne, lønnen skal presses ned. Hvis fagbevægelsen ikke vil "indslusningsløn", så er der andre metoder, for eks. drastisk forlængelse af virksomhedsprakt (gratis arbejdskraft!). Herudover presser DA og KL hårdt på for nye "reformer" af sociale ydelser, de får aldrig nok.

Det må blankt afvises. Historien fra dagpengekommissionen må ikke gentage sig. På LO´s og FTF´s kongresser var der massiv kritik af karensdage og lavere dagpengesatser til nyuddannede. Budskabet var meget klart. Det må være slut med at lønmodtagerne selv skal betale for forbedringer.

Det vil være selvmord, hvis fagbevægelsen nikker til nye forringelser for arbejdsløse og syge. Det handler ikke kun om at beskytte den enkelte, det handler om trygheden for alle lønmodtagere. Vejen fra en tryg tilværelse til økonomisk ruin og en splittet familie er blevet uhyggelig kort. Voksende utryghed fører til lavere lønninger og dårligere arbejdsvilkår. Hvis alle er bange for at blive fyret, er der ingen der tør stille krav, så har arbejdsgiverne let spil.

Arbejdsgiverne og regeringen vil blankt afvise, at der er råd til at indfri fagbevægelsens berettigede krav. Det holder bare ikke. Danmark er et af rigeste samfund i verden. Hvis velstand og arbejde bliver mere ligeligt fordelt, så er der rigeligt råd til arbejde til alle på gode løn og arbejdsvilkår, til velfærd for arbejdsløse, syge, børn og gamle og til god integration af flygtninge. Det er på tide, at de 10 % rigeste, der kun er blevet rigere under krisen, også kommer til at bidrage. Sidste år blev der udbetalt svimlende 82 mia. til aktionærerne. 170 mia. samler støv på virksomhedernes bankbøger, i stedet for at blive investeret i nye arbejdspladser.

Det budskab skal de faglige ledere have med, når de går ind ad døren. Ellers havner de hurtigt i en defensiv situation, der kommer til at handle om, hvilke forringelser de kan acceptere. Indtil nu har LO´s nye formand spillet rigtigt ud. Hun har klart markeret, at nu er det lønmodtagernes tur. Men medlemmerne må også blande sig og stille konkrete krav. Held og lykke med det hele!