Gør modstand mod kontanthjælpsloft

Den 3. februar fremsætter regeringen sit lovforslag om kontanthjælpsloft og 225 timers regel. Enhedslisten opfordrer fagbevægelsen og interesseorganisationer til aktiv modstand. Anledningen er AE-rådets oplysninger om, at kontanthjælpsmodtagernes personlige gæld er fordoblet på fire år. Det er udtryk for massiv fattiggørelse, der kun bliver værre af kontanthjælpsloftet, mener Enhedslisten. Her er min pressemeddelelse.

- Det er alarmerende, at kontanthjælpsmodtageres gæld er fordoblet på fire år. Det er en uundgåelig konsekvens af reformerne af dagpenge, førtidspension og sygedagpenge, og lavere ydelser til unge kontanthjælpsmodtagere. Det er et udtryk for den massive fattiggørelse, der sker blandt de 10 % fattigste i disse år, samtidig med at de 10 % rigeste er blevet endnu rigere.

- Det bliver kun værre af den nye lave integrationsydelse og af forslaget om kontanthjælpsloft og 225 timers regel. Det vil føre til endnu flere tusinde fattige børnefamilier. Det vil også gå hårdt ud over syge og andre som er langt fra arbejdsmarkedet. I 80´erne talte man om den sociale massegrav. Med disse forslag bliver den gravet dyb og bred, og den vil blive fyldt op.

- Lovudkastet om kontanthjælpsloft og 225 timers reglen er blevet mødt med uhørt skarpe høringssvar fra fagbevægelsen og en lang række interesseorganisationer, som for eks. Red Barnet og Børnerådet. Jeg har allerede opfordret disse organisationer til at omsætte deres kritik i handling. Kritikken skal gøres synlig. Det preller sandsynligvis af på det blå flertal. Men det skal stå klart for enhver, at de blev advaret om konsekvenserne.

- Regeringen påstår, at formålet er at få flere i arbejde. Men det tror den ikke selv på. Kun 700 kommer i arbejde, mens tusindvis af kontanthjælpsmodtagere får væsentligt mindre at leve for. Det er heller ikke flere i job det handler om. Det handler om at presse lønningerne nedad. Også derfor, må fagbevægelsen stå forrest i kampen mod dette asociale lovforslag.

Kontanthjælpsmodtageres gæld fordoblet

10 % rigeste blev rigere, 10 % rigeste fattigere

Lovudkast 225 timers regel og høringssvar