DF forringer pensionisters vilkår

Dansk Folkeparti har under dagens debat (8. december 2015) meddelt, at de stemmer for den grove forringelse af boligydelsen til pensionisterne, som regeringen har lagt frem, og som også er en del af finanslovsaftalen mellem alle de borgerlige partier. På nær de Radikale, der ikke rigtig kan finde ud af, hvad de mener om forslaget, så stemmer alle andre partier imod. Det betyder, at der er flertal imod lovforslaget, hvis Dansk Folkeparti vil. Det vil de bare ikke. DF bør ikke længere kalde sig de ældres parti. Her er min ordførertale.


Der var engang et parti der slog sig op på at være de ældres parti. Derfor kaldte de sig Dansk Folkeparti

Det er vi jo nogle, der har sat spørgsmålstegn ved fra start af.

Det er fint, at man skaffer en ældrecheck og en værdighedsmilliard – al ære og respekt for det. Men hvad hjælper det, hvis man med den anden hånd stemmer for stramninger af kommunernes økonomi, som Dansk Folkeparti har gjort flere gange siden 2009, med grove nedskæringer i ældreplejen til følge. Og som man gjorde i sidste uge, hvor Dansk Folkeparti kunne have forhindret tyveriet fra velfærden i kommunerne på mere end 7 mia. kr.

Men det vi er vidne til i dag, med Dansk Folkepartis støtte til dette lovforslag, det markerer Dansk Folkepartis endelige forvandling fra de ældres – og især de mest udsatte ældres - parti, til et ganske almindeligt borgerligt nedskæringsparti.

Det er et hamrende asocialt forslag.

Boligydelsen er en solidarisk ordning, der sikrer at pensionister kan blive boende i deres egen bolig, og at de mest udsatte, dem med særlige behov på grund af et handicap eller væsentlig funktionsnedsættelse, kan få en værdig, tidssvarende bolig, som de aldrig ville få råd til, hvis de selv skulle betale det hele.

Som ATP påpeger, så går mere end 90 % af de udbetalte beløb i boligydelse til husstande med lav eller meget lav indkomst. Ca 30 pct. af alle udbetalte beløb vedrører pensionister med særlige behov, nemlig den gruppe, der bor i plejeboliger).
Alle pensionister bliver ramt på sigt, også selv om der i en kortere horisont er en lille lettelse til dem med de meget lave huslejer. På et tidspunkt bliver det jo spist op af den dårligere regulering af boligydelsen, som rammer alle.

Men to grupper bliver ramt særlig hårdt:
Den ene er pensionister i almindelige lejeboliger, der rammes af, at beregningstillægget aftrappes og forsvinder. Mange pensionister i almindelige lejerboliger vil simpelt hen få mindre at leve for. Regeringen skønner selv at ca. 132.000 pensionister gennemsnitligt mister 3.780,- kr. efter skat.

Det er ikke mange penge for en statsminister, der skal ud at købe nye sko, men mange penge for en pensionist, der ikke har ret meget andet end folkepensionen at leve for.

Den anden gruppe, der bliver ramt, er den gruppe ældre, der i fremtiden får anvist en ældrebolig af kommunen. Udover dårligere regulering af boligydelsen, og udfasning af beregningstillægget, så rammes de hårdt af, at der indføres et loft over boligydelsen i disse boliger.

Her er huslejerne ofte høje, fordi boligerne er forholdsvis nye, og indrettet så de modsvarer beboernes særlige behov.
Det er en gruppe mennesker, som ikke har mulighed for at forsvare sig. De kan godt sige nej, med henvisning til at de ikke har råd. Men hvad hjælper det, hvor skal de så bo?

Regeringen har ikke præsenteret de fulde konsekvenser af dette lovforslag. Men Ældresagen har beregnet, at der for en nyindflytter i en ældrebolig i 2021 – hvor loftet træder i kraft – kan være tale om et tab på ca. 8.200. Her taler vi vel at mærke om en pensionist med en meget beskeden supplerende indkomst på 18.000 kr. om året og en ikke ualmindelig husleje i en ældrebolig på kr. 7.000,- om måneden.

Det vender da den tunge ende nedad, så det vil noget.

Det er i sig selv ynkeligt, at et parti der kalder sig de ældres parti kan finde på at medvirke til den slags.
Endnu mere ynkelige, er dog de undskyldninger der bliver brugt.

Der bliver henvist til, at boligydelsen i dag har en bedre regulering end boligsikringen. Ja, det har folketinget jo vedtaget med åbne øjne, fordi de fleste indtil nu har ment, at de ældre skal have væsentligt bedre vilkår end andre lejere.
Det handler om respekt og rimelighed over for mennesker, der har knoklet hele livet for at skabe det samfund vi har. Men nu skal der åbenbart harmoniseres nedad.

Der bliver henvist til, at lavere boligydelse skal stimulere kommunerne til at bygge nogle billigere ældreboliger.
Hvorfor i alverden skulle det dog hjælpe på kommunernes muligheder for det, at man tager nogle penge fra dem, der skal bo i der?
Nej, der er kun et motiv til dette forslag: Det er at spare på de offentlige udgifter så der skabes råderum til skattelettelser – i dette tilfælde lettelser i grundskylden, som de rige der bor i de dyre huse på de dyre adresser vil få størst glæde af, og som yderligere vil øge uligheden mellem ejere og lejere.

Vi har i dag konstateret at Dansk Folkeparti har den udslagsgivende stemme. Der er flertal imod lovforslaget, hvis Dansk Folkeparti vil.
Derfor kan vi også med rette konstatere, at Dansk Folkeparti – og Dansk Folkeparti alene – bærer ansvaret for denne grove nedskæringer over for pensionisterne.

Enhedslisten stemmer imod lovforslaget.