LO, FTF og AC vildleder om afstemningen 3. december

Formændene for LO, FTF og AC gør hvad de kan for at vildlede fagbevægelsens medlemmer om, hvad afstemningen 3. december handler om. Her er mit svar til dem, som også har været bragt i Dagbladet Arbejderen d. 25.11.15. Find nyttige links til denne debat, i bunden af artiklen.

Ledelserne i LO, FTF og AC er i fuld gang med at vildlede fagbevægelsens medlemmer om, hvad afstemningen d. 3. december handler om. De fremstiller det som om det blot handler om politisamarbejde og en lille håndfuld forordninger om inddrivelse af gæld over grænserne. I et stort interview i Berlingske d. 14. november går FTF´s formand Bente Sorgenfrey så vidt som at påstå, at "..et nej vil forringe vores muligheder som faglige organisationer i forhold til at sikre gode løn og arbejdsvilkår for udenlandsk arbejdskraft i Danmark såvel som dansk arbejdskraft, der arbejder under et udenlandsk selskabs vinger". Det kan næppe betegnes som andet end en skræmmekampagne, da hendes påstand hverken har hold i virkeligheden eller i juraen.

Bagsiden af medaljen
I et indlæg i netmagasinet Altinget d. 4. november henviser formændene for LO, FTF og AC til en håndfuld forordninger, der står på listen over de 22 retsakter, som ja-partierne umiddelbart vil tilvælge. Det drejer bl. a. sig om konkursforordningen, kontosikringsforordningen og forordningen om betalingspåkrav. Det er rigtigt, at der i disse forordninger findes nogle mere enkle procedurer for inddrivelse af gæld og løntilgodehavender over for virksomheder og enkeltpersoner i andre lande. Men de glemmer, at medaljen også har en bagside. Disse procedurer kan jo lige så vel udnyttes af de udenlandske virksomheder og kreditorer imod danske virksomheder og enkeltpersoner, fordi Danmark også skal anerkende afgørelser ved domstole i de andre lande.

Det fremgår af regeringens svar til Enhedslisten, at disse forordningerne også rummer forringelser af retssikkerheden for danske virksomheder og enkeltpersoner. Konkursforordningen bryder for eks. med et dansk princip om, at den, der begærer konkursen også kan styre processen. Den såkaldte "sekundære procedure", der ligger i forordningen, svækker muligheden for at sikre lønkrav mod en konkursramt dansk virksomhed, der har aktiviteter i udlandet. Kontosikringsforordningen svækker danske skyldneres retssikkerhed, da de risikerer at få spærret deres bankkonto uden at have modtaget en rykkerskrivelse, ligesom mulighederne for at få prøvet sin sag efter at tidsfristen er overskredet, bliver svækket. Samme problem har vi med forordningen om betalingspåkrav. Den kan medføre, at en dansk forbruger kan blive stillet over for et betalingspåkrav fra en udenlandsk virksomhed, uden at man har haft mulighed for at forholde sig til sagen, inden kravet blev udstedt.

Vi har langt bedre svar
Bortset fra det, behøver vi ikke afskaffe retsforbeholdet af den grund. Som repræsentanter for 3F og BAT-kartellet påpeger i et interview i Ugebrevet A4 d. 24. november, så har vi jo langt mere effektive redskaber til at bekæmpe social dumping, hvis vi selv vil. Vi kan indføre krav om obligatoriske arbejdsklausuler i udbud af alle offentlige opgaver. Vi kan indføre en generel lov om kædeansvar for hovedentreprenører, bygherrer og bestillere af tjenesteydere. Vi kan vedtage, at kædeansvaret skal gælde løn som aftalt, skat, moms og sociale bidrag. På den måde kan vi sikre, at der altid er en dansk virksomhed/myndighed at gøre ansvarlig. Det vil være lovligt i henhold til EU, så længe vi ikke forskelsbehandler mellem danske og udenlandske virksomheder. På den måde vil vi løse det, som er det største problem. Når fagbevægelsen har mere end 30 mio. til gode hos udenlandske virksomheder, især fra Østeuropa, så skyldes det ikke først og fremmest langsommelige procedurer. Så skyldes det jo især, at disse virksomheder aldrig har eksisteret i virkeligheden, at de er forsvundet fra jordens overflade, eller at kassen er tom, hvis man er så heldig at finde dem, og så hjælper smartere procedurer jo ikke ret meget.

Ryanair
Formændene for de tre hovedorganisationer henviser også til Rom II forordningen, som er på ja-partiernes tilvalgsliste. Hvis vi tiltræder den, skulle enhver tvivl være udryddet om, at danske regler skal gælde, hvis udenlandske firmaer anlægger sag om kollektive kampskridt, som Ryanair gjorde. Men sådan er det allerede i dag. Det slog Arbejdsretten fast i Ryanairsagen, hvor Ryanair påstod, at konfliktvarslerne var ulovlige og at de skulle behandles efter irsk ret. I sin dom, som gav fagforeningerne medhold, henviser Arbejdsretten til, at Rom II forordningen gælder for alle de andre medlemslande, herunder Irland. Derfor skulle sagen under alle omstændigheder afgøres efter dansk ret, også selvom den blev indbragt ved en irsk domstol. Regeringen er af samme opfattelse. Det var norsk højesteret også, da de skulle tage stilling til en lignende sag i Norge. Når dansk arbejdsret og den danske regering ikke er i tvivl, hvorfor skal LO så absolut være det? Fordi de savner argumenter for et ja?

Vi køber katten i sækken
De tre hovedorganisationers fremstilling af, hvad afstemningen handler om, er om muligt endnu mere ensidig end ja-partiernes. De nævner kun Europol og nogle forordninger om inddrivelse af løntilgodehavender! Men det handler jo om langt mere end det, og end de 22 retsakter. På hele det retlige område er der i dag 678 gældende love og andre retsakter vedrørende grænsekontrol, asyl, indvandring, familieret, strafferet, politisamarbejde, civil- og handelsret. 129 af dem er med i bilaget til lovforslaget, idet en række Schengenregler også bliver tilvalgt. Herudover er der 171 nye forslag på vej – plus de mange hundrede eller tusinder, som EU´s lovmaskine måtte spytte ud i de kommende år. Et ja betyder, at vi overlader det til et tilfældigt flertal i folketinget at afgøre i hvilket omfang vi skal underlægges disse mange retsakter, uden at befolkningen bliver spurgt og uden at vi kan slippe ud af dem igen. Er der først valgt til, kan man ikke vælge fra.

Vi har spurgt regeringen hvad retstilstanden er i de 27 andre medlemslande, hvad alle disse retsakter angår. Det er et relevant spørgsmål, for det hele bygger jo princippet om gensidig anerkendelse af hinandens retsafgørelser og retsprocedurer. Det vil regeringen ikke svare på. Det tager for lang tid, og udbyttet står ikke mål med anstrengelserne, får vi at vide! Klarere kan det vel ikke siges, at vi køber katten i sækken hvis vi stemmer ja den 3. december.

Hvad med den danske model?
Det gælder også spørgsmålet om den danske overenskomstmodels fremtid. Enhedslisten har spurgt regeringen, om vi kan få en garanti for, at et ja d. 3. december ikke på nogen måde vil berøre strejkeretten. Regeringen henviser bare til, at der ikke står noget om strejkeret i de 22 retsakter, den vil tilvælge, men nogen garanti vil den ikke give! Det er bestemt ikke betryggende, når man ser på at EU-domstolen med Viking-Line og Lavaldommene allerede har grebet ind i strejkeretten, og at EU-kommissionen to gange har forsøgt at få vedtaget lovgivning, der kunne dømme lovligt varslede konflikter ulovlige, hvis de forhindrede den frie bevægelighed. Kommissionen blev heldigvis tvunget til at trække sine forslag tilbage. Men hvad er konsekvensen af at sige ja til EU anklagemyndighed og harmonisering af strafferet, som et ja den 3. december giver mulighed for? Kan det for eks. få konsekvenser for strejker og fysiske blokader i havne og lufthavne eller ved de indre grænser? Det kan ikke udelukkes, og regeringen vil åbenbart heller ikke udelukke det, når den ikke vil give garanti for det modsatte. Derfor stillede Enhedslisten ændringsforslag til loven om afskaffelse af retsforbeholdet, som forpligtede Folketinget til at afholde folkeafstemning, såfremt dette nogen sinde skulle komme på tale. Det stemte ja-partierne imod, og det er bestemt heller ikke betryggende.

Lad os få redelig oplysning
Ledelserne af LO, FTF og AC bør respektere medlemmernes stærkt delte meninger om denne sag. Derfor bør de som minimum give et ærligt billede af fordele og ulemper ved at stemme ja, og de vidtgående konsekvenser som et ja kan have. I stedet fremstiller de det, som om det bare handler om at være med i Europol og en håndfuld andre forordninger om inddragelse af gæld over grænserne, som de i øvrigt også giver en ensidig beskrivelse af. Bente Sorgenfrey kommer oven i købet med en horribel påstand om at fagbevægelsens vilkår ligefrem forringes hvis vi stemmer nej. Det kan alt i alt kun betegnes som bevidste forsøg på at vildlede fagbevægelsens medlemmer.

LO, FTF og AC: Danmark står stærkere uden forbehold

3F og BAT: EU værktøjer ingen mirakelkur

Finn Sørensen: LO, FTF og AC vildleder