Forhøjet pensionsalder er usolidarisk

En forhøjet pensionsalder rammer store grupper, som allerede idag har svært ved at bide sig fast på arbejdsmarkedet. Alligevel vil et flertal i folketinget gennemføre det. Læs min ordførertale ved 1. behandlingen af lovforslaget d. 13. november 2015:

I onsdags fik beskæftigelsesudvalget besøg fra LO, 3F, BAT-kartellet.

De fortalte konkret og skræmmende om de store arbejdsmiljøproblemer der er for deres medlemmer, om hvordan arbejdsulykker og nedslidning fylder alt for meget i dagligdagen.

BAT-kartellet fortalte, at hyppigheden af arbejdsulykker er dobbelt så høj i byggeriet, som på resten af arbejdsmarkedet, og hvordan arbejdsmiljørepræsentanterne er presset.

LO fortalte, at 60.000 hvert år kommer ud for en arbejdsulykke, at 38 % af FOAs medlemmer ikke regner med at kunne holde til at arbejde, indtil de kan gå på pension - og at dårligt arbejdsmiljø koster samfundet ca. 64 mia. kroner hvert år.

3F fortalte, at 25 % af deres medlemmer har forladt arbejdsmarkedet senest i 60-års alderen, fordi de er gået på førtidspension eller afgået ved døden.

Den aktuelle anledning til de faglige organisationers besøg var regeringens planer om voldsomme besparelser på arbejdstilsynet i de kommende år. Som fagbevægelsen ser det, så vil blot medføre endnu større problemer for de nævnte grupper, og det kan man kun være enig med dem i.

Deres besøg er samtidig dyster baggrundsmusik til det lovforslag vi behandler her i dag.

Dårligt arbejdsmiljø betyder, at tusinder af mennesker må forlade arbejdsmarkedet længe før de kan komme på pension, på grund af arbejdsulykker, nedslidning og stress.

En forhøjelse af pensionsalderen rammer endnu hårdere over for disse grupper.

Det betyder også, at endnu flere må vinke farvel til efterlønnen. Efterlønsalderen følger jo med op sammen med pensionsalderen.

Konsekvensen af lovforslaget er, at de, der er 52 i dag eller yngre, først kan gå på folkepension når de er 68 og tidligst kan gå på efterløn når de 65.

Samtidig slår halveringen af dagpengeperioden og fordobling af kravet til genoptjening igennem. Det betyder at mange tusinde i de kommende år vil miste dagpengeret, og dermed også retten til efterløn, ud over de mange, der allerede har mistet begge dele.

Hertil kommer de øvrige reformer af førtidspension, sygedagpenge og kontanthjælp, som også rammer hårdest blandt gruppen af faglærte og ufaglærte arbejdere og andre som har nedslidende og stressfyldte job.

Resultatet af disse reformer bliver, at vi får en voksende gruppe af mange tusinde mennesker, som er henvist til at leve for kontanthjælp eller ingenting, de sidste mange år op til en stadigt fjernere pensionsalder – hvis de da lever så længe.

Det bliver kun værre i de kommende år, for mekanikken i den såkaldte "tilbagetrækningsreform", som dette lovforslag er en udløber af, er jo, at folkepensionsalderen løbende skal hæves endnu mere.

Den seniorførtidspension der fremstillet som et plaster på såret efter forringelserne af efterlønnen, har, som forventet ikke løst problemet, og det vil den heller ikke gøre i fremtiden, med mindre kriterierne for den bliver ændret radikalt – hvilket selvfølgelig bør ske.

Det er også nødvendigt at gøre op med den tankegang, der ligger bag dette lovforslag, såvel som bag de andre forringelser af trygheden for lønmodtagerne, som har fundet sted de sidste 4-5 år.

Ligesom der ikke kommer flere i arbejde af at tage dagpenge og sygedagpenge fra folk, så kommer der heller ikke flere i arbejde, fordi vi hæver folkepensionsalderen.

Det fører blot til lavere lønninger, og dermed større gevinst for arbejdsgiverne, fordi flere skal slås om de samme job. Det fører til besparelser på sociale ydelser, som allerede er disponeret til skattelettelser i de kommende år, der især kommer dem som har mest i forvejen til gode.

Vi skal en helt anden vej.

Vi skal stoppe nedslidning og udstødning fra arbejdsmarkedet. Vi skal have radikale forbedringer af arbejdsmiljøet. Vi skal dele arbejdet og velstand, så mange flere kan holde til at arbejde hele livet. Dem, der alligevel ikke kan holde til det, skal have rettigheder til tidlig tilbagetræning på et værdigt forsørgelsesgrundlag.

Jeg kan varmt anbefale ordførerne at læse den pjece vi alle sammen fik af FOA for kort tid siden.

Her kan man møde den 60-årige sosuassistent Lene, der må kravle to år mere på arbejde, fordi efterlønsalderen blev forhøjet. Man kan møde mureren Morten, der i en alder af 57 har ondt alle vegne i kroppen, men han kan først gå på efterløn om 6 år. Eller 56 årige dagplejemor Hanne, der må tage smertestillende medicin for at komme igennem arbejdsdagen – 6 ½ år endnu.

Lyt også til Karins ægtefælle. Hun har arbejdet siden hun var 17 som HK´er, bl. a. her i folketinget. I lighed med mange seniorer har hun forgæves søgt job i 2 år. Efter nytår ryger dagpengene. Hun er mere heldig end de fleste; hun kan lige nå at gå på efterløn, ellers måtte manden forsørge hende. Han siger: "Vi er ved at skabe et brutalt samfund for mange af de seniorer, der så uheldige at blive arbejdsløse eller syge. Arbejdsgiverne putter dem bagerst i køen, mens politikerne forringer dagpenge, efterløn og sygedagpenge".

Dette forslag gør kun ondt værre. Enhedslisten stemmer imod.