Stop udhuling af dagpenge

A-kassernes samvirke har beregnet, at dagpengenes værdi i 2023 kun svarer til 11 mdrs. dagpenge. Enhedslisten kræver, at årets finanslov stopper denne forringelse. Her er min pressemeddelelse:

- A-kassernes Samvirke sætter igen fingeren på det ømme punkt. De fik desværre ret i, at mere end 60.000 ville miste deres dagpengeret. De får også ret i at ca. 14.000 vil miste den årligt. Og de får ret i deres nye beregning: At dårligere regulering af overførselsindkomster og skattereformens usolidariske beskæftigelsesfradrag vil udhule dagpengenes værdi, således at den i 2023 kun svarer til 11 måneders dagpenge.

- A-kassernes beregning kommer dagen før dagpengekommissionen skal afgive sin rapport. Det sætter virkelig tingene i relief. Det forlyder, at dagpengekommissionen vil foreslå, at lidt flere vil kunne opnå ret til det nuværende dagpengemaksimum på knap 18.000 pr. måned. Det er udmærket, men det hjælper jo på ingen måde den gennemsnitlige LO-arbejder, der må se sin indtægt halveret, når hun bliver arbejdsløs. Det problem skal løses, hvis man vil fremtidssikre dagpengesystemet, men i stedet lægger kommissionen op til at nogle mindre forbedringer skal betales af de arbejdsløse selv.

- Man må håbe, at partierne bag skattereformen skammer sig, når de læser beregningen fra AK-Samvirket. Men det gør de nok ikke. Skattereformen bygger på den tåbelige fordom, at hvis vi forringer vilkårene for de arbejdsløse, så kommer der flere i arbejde. Men så let skal de ikke slippe. Enhedslisten vil gøre spørgsmålet om udhuling af dagpengene til en vigtig del af debatten om fremtidens dagpengesystem. Som et første skridt, stiller vi forslag til finanslov 2016 om at rulle skattereformens forringelse af dagpenge og overførselsindkomster tilbage.

Se AK-Samvirkets beregning her

Se Enhedslistens finanslovsforslag her